Gå til indhold
app.wowdelivery
Kom i gang

Sådan kommer din butik i gang

8 min læsning

Fra godkendt ansøgning til den første ordre. Profil, åbningstider, leveringszone, varer og den prøvetur du bør tage, før vi sætter butikken live.

Hvad du skal have klar, før du åbner konsollen

Du kan klikke dig igennem det hele på en time, hvis tingene ligger klar. Det, der trækker ud, er at lede efter et logo i den rigtige størrelse eller at ringe rundt efter åbningstiden på lørdag. Saml det først: butiksnavn, en kort og en lang beskrivelse, logo, forsidebillede, ugens åbningstider og listen over varer.

Konsollen har endnu ikke upload af logo og forsidebillede. Begge felter tager en fuld https://-adresse, så billederne skal ligge et sted, der kan nås udefra. Produktbilleder er en anden sag: dem kan du trække direkte ind i varekataloget.

Udfyld butiksprofilen

Profilen er det, en kunde ser, før de bestiller. Beskrivelsen på én linje står på kortet i oversigten og bliver klippet af, så skriv hvad du sælger, og ikke hvor længe du har haft butikken. Den fulde beskrivelse står på din butiksside, hvor der er plads til varerne.

Nogle felter kan du læse og ikke rette: webadressen, det juridiske navn, valutaen og tidszonen. Webadressen står i hvert link, der er delt, og tidszonen bruges til både åbningstider og statistikdage. Skal en af dem laves om, skriver du til os. Feltet med din aftalte pris kan du også kun læse. Selve prisen står i din aftale, ikke her.

  1. 1Åbn Butiksindstillinger og skriv butiksnavnet. Det er det navn, kunder ser på din side og i søgeresultater.
  2. 2Skriv beskrivelsen på én linje. Hold den kort, den bliver vist på kort og i oversigter.
  3. 3Skriv den fulde beskrivelse til butikssiden.
  4. 4Indsæt logo-URL og forsidebillede-URL. Begge skal starte med https:// og pege på et billede, ikke på en side.
  5. 5Sæt support-e-mail og supporttelefon, så en kunde eller vi kan få fat i dig.
  6. 6Gem. Kun de felter, du faktisk har ændret, bliver skrevet, og ændringen er live ved næste kald.

Åbningstider, sidste bestilling og de skæve dage

Tiderne står i butikkens egen tidszone, og butikssiden regner åbent eller lukket ud af præcis de rækker, du gemmer. Tomme felter betyder lukket. Vil du fjerne en dag, rydder du begge tider på den. Der er ingen sletteknap, og det er med vilje.

Lukker du efter midnat, skriver du bare lukketiden, som den er. En lukketid på eller før åbningstiden læses som natten efter, så 18:00 til 02:00 er et sent køkken og ikke en fejl.

To vinduer på samme dag må ikke overlappe, og det gælder også på tværs af levering og afhentning. Del dagen op i stedet: afhentning 08:00 til 11:00, derefter begge fra 11:00 til 21:00.

  1. 1Åbn Åbningstider og vælg afdelingen, hvis butikken har mere end én.
  2. 2Sæt åbne- og lukketid på hver dag, du har åbent.
  3. 3Udfyld »Levering fra«, hvis kureren først kan komme senere, end du åbner døren. Står feltet tomt, følger det åbningstiden.
  4. 4Udfyld »Sidste bestilling«, hvis du skal have ro den sidste halve time. Står feltet tomt, kan kunder bestille indtil lukketid.
  5. 5Gem ugen. Den skrives i én transaktion, så en fejl lader den gamle uge stå præcis, som den var.
  6. 6Gå ned i Særlige dage, sæt flueben ved de dage du er anderledes, og skriv den årsag, kunden skal se.

Levering, afhentning eller begge

Levering og afhentning slås til på afdelingen, ikke på butikken. Afhentning betyder, at kunden henter over disken, og der er hverken bud eller leveringsgebyr. Den virker også for en kunde, der bor uden for din leveringszone, og derfor er den værd at have med fra dag ét.

En zone er en radius i meter omkring adressen, og den bærer gebyret, minimumskurven, den oplyste leveringstid og prioriteten. Overlapper to zoner, vinder den med højest prioritet. Står de lige, vinder den, der er billigst for kunden.

Konsollen har endnu ikke et kort, så du kan ikke tegne omridset selv. Har du et område, der ikke er en cirkel, sender du det til os, og vi lægger det ind. Gebyrer og minimum kan du rette bagefter, omridset kan du ikke.

  1. 1Åbn Butiksindstillinger, vælg afdelingen og slå »Tilbyd levering« eller »Tilbyd afhentning« til.
  2. 2Sæt den normale tilberedningstid. Det er den tid, kunden får lovet, så skriv den, du faktisk holder.
  3. 3Åbn Leveringszoner og tilføj en zone med navn og radius i meter.
  4. 4Sæt grundgebyret og eventuelt en takst per kilometer. Taksten ganges med afstanden i fugleflugt.
  5. 5Sæt minimumskurven, og udfyld »Fri levering over«, hvis du vil have den. Tomt felt betyder aldrig fri levering.
  6. 6Læs tabellen »Hvad kunden faktisk betaler« igennem. Den regner med samme aritmetik som kurven.
  7. 7Gem. Hele zonekortet erstattes i én transaktion, og åbne kurve prissættes om ved næste kald.

Varerne ind, og kladderne ud på hylden

Skriv ikke 300 varer ind i hånden, hvis de allerede står i en webshop eller et regneark. Importen kan læse fra WooCommerce, fra en CSV og fra et Wolt-menukort, og den viser hele planen, før der bliver skrevet noget. Der er en artikel om det alene.

En vare uden sektion bliver ikke vist. Butiksfacaden bygges sektion for sektion, så et produkt, der ligger uden for dem alle, er usynligt for kunder, selv om status står til salg. Det er den fejl, folk laver først, og den ligner et hul i importen.

Status er kladde, til salg, udsolgt eller arkiveret. En kladde findes slet ikke på butiksfacaden. Udsolgt bliver vist nedtonet og kan ikke lægges i kurven, og den bruger du, når hele butikken er løbet tør. En enkelt afdeling klarer du på lagerskærmen.

  1. 1Kør importen, eller opret varerne i varekataloget.
  2. 2Opret dine sektioner, og sæt hver vare i en af dem.
  3. 3Gå kladderne igennem: navn, pris, enhed og billede. Det første billede er det, kunden ser på kortet.
  4. 4Sæt aldersgrænse på det, der kræver det.
  5. 5Sæt status til »Til salg« på det, der er klar. Resten kan blive stående som kladde, så længe du vil.

Prøveturen, og hvornår butikken går live

Gå ind på din egen butiksside som kunde, før du siger til. Linjen med åbent eller lukket er regnet ud af de gemte rækker og ikke af formularen, så den er den bedste kontrol af, at tiderne sidder, som du tror.

Læg en vare i kurven og skriv en rigtig leveringsadresse ind. Så kan du se, om zonen prissætter den, eller om kunden får at vide, at adressen ligger uden for dit leveringsområde. Prøv også en adresse, du ved ligger for langt væk.

Selve butikkens status sætter vi. Skriv til os, når profilen, tiderne, zonen og varerne er på plads, så tager vi den sidste gennemgang sammen med dig og åbner butikken. Den første rigtige ordre følger vi med på.

  1. 1Tilføj dine kolleger under Medarbejdere og giv hver en rolle. Rettigheden tjekkes ved hvert kald, ikke af skærmen.
  2. 2Skriv de e-mailadresser ind, der skal have ordrebeskeder. Én per linje.
  3. 3Åbn Ordrer på den telefon, der står i butikken. Tavlen henter selv nye ordrer ind, så du skal ikke opdatere siden.
  4. 4Gennemgå butikssiden: åbent-linjen, sektionerne, priserne og et par billeder.
  5. 5Prøv en adresse inden for zonen og en uden for.
  6. 6Sig til, når du er klar, så sætter vi butikken live.
Sådan kommer din butik i gang · WowDelivery