Importér dine varer fra WooCommerce, regneark eller menukort
9 min læsning
Sådan laver du en læse-nøgle i WooCommerce, hvad kolonnerne i et regneark skal hedde, hvad planen viser før du gemmer, og hvorfor næste kørsel opdaterer i stedet for at lave dubletter.
Fire veje ind, og hvornår du bruger hvilken
Du kan skrive varerne ind, læse dem fra WooCommerce, uploade en CSV eller uploade det menukort, du sender til Wolt. Alle fire ender i den samme plan, og der bliver ikke skrevet en linje, før du har set den og trykket igennem.
WooCommerce er en forbindelse, du kan læse igen. CSV og Wolt-menuen er filer, du afleverer. Wolt har ingen måde at læse din menu ud igen, så der er ingen synkroniseringsknap på den, og derfor ligger den som en upload frem for som en forbindelse.
Har du varerne i et regneark, men ingen lyst til at gemme en fil, kan du kopiere blokken uden overskriftsrækken og sætte den ind i første celle i indtastningstabellen. Hele tabellen fyldes på én gang.
WooCommerce: lav en nøgle, der kun må læse
Adressen skal være den endelige. Peger dit domæne videre fra uden www til med www, får du en fejl om, at butikken viderestillede forespørgslen, i stedet for en halv import. Skriv den adresse, du selv ender på, når du åbner shoppen.
Afviser WooCommerce nøglerne, står det i klartekst. En afvisning betyder næsten altid, at nøglen hører til en anden shop, eller at den blev lavet uden læseadgang. Kan REST-API'et slet ikke findes på adressen, mangler der typisk permalinks i WordPress.
Importen læser op til 4 000 produkter og henter varianter for de første 300 variable produkter. Har du mere end det, siger planen det, og så tager vi resten sammen i stedet for at lade dig gætte.
Status følger kilden. Et produkt, der er kladde eller privat i WooCommerce, kommer ind som kladde hos os, og et udgivet produkt kommer ind til salg. Gå listen igennem, hvis der er noget, du ikke vil have på hylden endnu.
- 1I WordPress: WooCommerce → Indstillinger → Avanceret → REST API → Tilføj nøgle.
- 2Skriv en beskrivelse, du kan genkende igen, og vælg din egen bruger.
- 3Sæt adgang til »Læs«. Skriv er ikke nødvendigt, og vi skriver aldrig i din webshop.
- 4Generér nøglen. Consumer key og consumer secret vises én gang, så lad siden stå åben.
- 5I konsollen: Importér produkter → WooCommerce. Skriv shoppens adresse med https:// og uden sti.
- 6Indsæt de to nøgler og tryk »Forbind og test«. Hemmeligheden gemmes krypteret og vises aldrig igen.
Regneark: kolonnerne der skal være der
Kun to kolonner er krævede: navn og pris. Overskrifterne må være danske eller engelske, så navn, produkt, produktnavn, name og title virker alle, og pris, salgspris og price virker alle. Mangler en af de to, bliver hele filen afvist med netop det som begrundelse.
Resten er frivillige: variant, førpris, varenummer, kategori, beskrivelse, billede, vægt, enhed og status. En række er én pris. To rækker med samme produktnavn bliver ét produkt med to varianter, så »10 ml« og »30 ml« ender under samme overskrift.
Priser må skrives, som du selv skriver dem. 129, 129,50 og 1.299,50 læses alle rigtigt. Kan en pris ikke læses, bliver rækken sprunget over med linjenummer og navn, i stedet for at varen kommer ind til nul kroner.
Billedkolonnen tager flere adresser i samme celle, adskilt med semikolon eller lodret streg. Adresserne skal være https. En adresse, der ikke er det, bliver droppet, og varen kommer ind uden billede.
- 1Hent skabelonen i konsollen. Den er semikolon-adskilt, som dansk Excel selv skriver den.
- 2Skriv en række per pris, og gentag produktnavnet på varianterne. Størrelsen står i variant-kolonnen.
- 3Udfyld førpris kun, hvis den er højere end prisen. En førpris på eller under prisen bliver droppet.
- 4Sæt status til »kladde« på det, du ikke vil have på hylden endnu. Tom eller »aktiv« betyder til salg.
- 5Gem som CSV og upload filen. Semikolon, komma og tabulator er lige gode, det bliver læst af overskriftslinjen.
Planen: hvad importen vil gøre, før den gør det
Forhåndsvisningen er ikke et skøn. Planen bliver lagt og gemt, og når du trykker »Kør importen«, bliver præcis den plan spillet igennem. Ændrer en pris sig i din webshop mellem de to klik, får du stadig det, du sagde ja til.
Øverst står fire tal: nye, opdateres, uændrede og sprunget over. Er »opdateres« meget større, end du forventede, er det tit fordi nøglen peger på den forkerte shop. Det tal er hele grunden til, at der er to trin i stedet for én knap.
For hver række, der opdateres, står der hvad der ændres: navnet før og efter, prisen per variant, kategorien, om beskrivelsen ændres, og om der hentes billeder. Der står også, hvad rækken blev genkendt på: shoppens eget id, varenummeret eller navnet.
De første 200 rækker vises, og resten tælles op. Planen holder i 24 timer, og du kan kassere den. Så længe du ikke har kørt den, er der ikke skrevet noget i dit katalog.
Hvorfor en række bliver sprunget over
En sprunget række er altid navngivet, og der står hvorfor. De hyppigste er et tomt navnefelt og en pris, der ikke kan læses. I et regneark får du linjenummeret med, så du kan gå direkte til den og rette den i filen.
Fra WooCommerce bliver eksterne og grupperede produkter afvist. Et eksternt produkt er et link til en anden butiks kasse, og et grupperet er en beholder uden egen pris. Ingen af dem kan sælges gennem kurven, så de bliver nævnt frem for importeret.
To rækker, der peger på samme vare, bliver ikke lagt oven i hinanden. Den anden bliver afvist med navnet på den første, så du kan rette dubletten i kilden. Det sker typisk, når to varer har fået samme varenummer.
Et Wolt-menupunkt med tilvalgsgrupper bliver oprettet som vare, men tilvalgene følger ikke med. Det står som en bemærkning frem for som en fejl. Læg tilvalgene på i varekataloget bagefter, ellers står kunden og mangler ekstra ost.
Kør den igen næste uge
Anden gang du kører importen, opdaterer den. Vi gemmer, hvilket id i din webshop hver vare kom fra, og det match holder, selv om du omdøber varen. Det er hele grunden til, at du ikke får to af alting.
Findes id'et ikke, prøver den varenummeret, og til sidst navnet. En vare, du selv har skrevet ind i hånden, og som nu også står i webshoppen, bliver derfor genkendt på varenummeret frem for oprettet en gang mere.
Importen sletter ikke. En variant, der er forsvundet fra kilden, bliver beholdt og nævnt i planen. Den kan være ude af eksporten i en uge, og en sletning ville tage prishistorik og åbne kurve med sig. Skal en vare væk, arkiverer du den selv.
Din egen tekst er også fredet. En kilde uden beskrivelse rører ikke den beskrivelse, du har skrevet i konsollen, og kommer der ingen billeder med, bliver dine stående.
- 1Åbn Importér produkter. Den forbundne shop står med tidspunktet for sidste læsning.
- 2Læs shoppen igen, og lad planen komme frem.
- 3Gennemgå »nye«. Er der noget uventet, er der oprettet varer i webshoppen siden sidst.
- 4Gennemgå »opdateres«, særligt priserne. Der står før og efter på hver variant.
- 5Kør importen, og gå kladderne igennem i varekataloget bagefter.